De første skridt mod en rigtig park er taget og arbejdet sat i gang!

2017-01-15

Sidste søndag købte vi vores hytte til den nye park, og den blev leveret i tirsdags. Den står nu nok så flot i gårdspladsen pakket ind i sort plads - der mangler kun lige den lille detalje, at den skal samles!

Det skønne weekend-vejr blev udnyttet til til at få flist de fællede træer og afskårne grene, der var blevet stablet der hvor hytten skal opføres. Og jeg fik slebt  brombærranker og hybengrene fra volden og gjort klar til et kæmpe bål når det er tørt. Der hvor de lå skal der nemlig graves el og vand ned til hytten, og stien skal gøres jævn.

I mit tidligere indlæg om hytten kom det ikke med, at vi skal have hegn sat op rundt om have og park. Vi kan intet nyt etablere inden vi kan holde dådyrerne væk. Hvis de ikke æder det, så fejer de gevir op af stammerne! Vi har fået 170 cm. højt brugt hegn fra skoven. Ialt 400 meter har vi målt omkredsen til. Vi er i øjeblikket ved at få tilbud på opsætningen. Vi magter simpelthed ikke selv at gøre det. Men billigt bliver det bestemt ikke.

Her er billeder fra den skønne dag i have og park. Børn og barnebarn var hjemme og hjalp til.

Det var en rigtig arbejds-weekend, men hvor var det dejligt at få gjort - og så i så skønt et vejr.