Store haveplaner

2016-12-15

Det er farligt med vinter og lediggang fra haven - det kan resultere i nye planer - store planer! Heldigvis kan de jo godt være langsigtede, og jeg har det rigtig godt med at komme igang med planlægningen af den park, vi gerne vil have etableret mod syd - ned mod den nye sø vi har fået gravet ud i sommer.

Det der har sat skub i udviklingen er, at Jens bliver ved med at plage om en havepavillion. Jeg har indtil nu ikke kunnet se det nødvendige i dette, men nu er det alligevel lykkedes ham at vække min interesse. Og når jeg er med på noget, ja så sker der noget! (Det fremgår vist heraf, hvem der sidder på pengepungen herhjemme!)

Nå, men når beliggenhed på hytten er lagt fast, er der intet der hindrer os i at gå videre med planlægningen af parken.

Papir og tape er fundet frem, og en foreløbig skitse er udfærdiget. Jeg har funden en app til at måle op med - ca. 2.700 kvm. at boltre sig på :-) Hvem kunne ikke ønske sig dette. Godt at det er en langsigtet plan, for ellers bliver det vist nødvendigt at hæve maks. på den kassekredit!

Så gik den store søgning på nettet i gang. Havepavillionen blev udskiftet med en hytte. Det var Jens' ide, så det er skam ikke fordi jeg overtager, når Jens har fået solgt en ide til mig.

Det er - vist nok - endt med denne bjælkehytte fra Sølund: Olivia 3 på 20,2 kvm. I øjeblikket på lagersalg sat ned fra 43.000 kr. til 31.400 kr. Så ikke nok med at jeg er med på ideen, vi må hellere slå til med det samme - tænk nu hvis tilbuddet forsvinder! Også selv om det betyder træk på kassekreditten - det går nok såment.

Grunden til at valget er faldet på denne hytte - udover tilbuddet - er, at der er store vinduespartier, så der kan komme godt med lys ind. Dette var et krav fra mig.

Den kortsigtede plan er nu at 

  1. få bestilt bjælkehytten - så må den ligge usamlet indtil der er midler til at afholde de ekstraudgifter der bliver til sokkel, terrasse m.m. Vi håber det kan blive til sommer.
  2. finde frem til hvilke frugttræer vi vil have. Jeg regner med 12 træer. De bør kunne købes til foråret og plantes.
  3. afdække med sort plast, hvor der skal være staudebede. Hvis det ligger til sommeren 2018, nej hvor kommer det til at se pænt ud :-( , så burde jeg have formeret stauder nok til at kunne fylde bedene. Og ukrudtet burde være væk.

Jeg slutter lige med yderligere to billeder af, hvordan arealet ser ud i dag.