Astilbe (arendsii "Lilli Goos")
Astilbe "Lilli Goos", bliver ca. 80 cm. høj. Den har mørke pink blomster samlet i fjerbusk-agtige toppe, der sidder i enden på stive stængler med mørkegrønt løv. Foretrækker et skyggefuldt sted, men kan tåle lidt sol, hvis jorden holdes godt fugtig. Den blomstrer i juli-september. God til afskærig. Tiltrækker sommerfugle og bier.
Resistent overfor hjorte, dådyr og rådyr.
Astilbe er en rigtig fin snitblomst. Den er særlig holdbar, når den skæres, når alle blomsterne i toppen er sprunget ud. Den er også en god krukkeplante. Om vinteren er den utrolig dekorativ, hvis man ikke fjerner blomsterstandene.
Min Astilbe "Lilli Goos" er placeret i et temmeligt skyggefuldt bed.
Formering:
Astilbe formeres ved deling og det er faktisk en rigtig god idé at dele planten jævnligt. Den har nemlig en stor årlig tilvækst, hvorfor den hurtigt kan blive for stor til sin placering. Den udvikler en meget hård rodklump, så det er nødvendigt at bruge en spade for at dele klumpen. Det er en god idé at fjerne den træagtige del af klumpen. Astilbe kan deles og flyttes både forår og efterår.