Haveklinte (eller Fiksernellike - Lychnis coronaria)

Haveklinte bliver 60-80 cm. høj. Den har grålige, let lodne blade og rød-lilla blomster på lange løse stilke, der giver et flot spinkelt og yndefuldt udtryk. Det er en to-årig plante, der selvsår sig villigt. Den blomstrer i juli-august, og hvis du er dygtig til at nippe de visne blomster af, kan du forlænge blomstringen til langt ind i september. Herved undgår man også for voldsom selvsåning. Husk dog at lade nogle frøstande blive siddende, hvis du ønsker at bevare planten i din have! Hvis du lader planten passe sig selv, vil den selvså sig overalt. De små planter er dog nemme at kende og luge (delvist) væk om foråret. 

Haveklinte trives i sol/halvskygge  i en almindelig næringsrig havejord, gerne lidt tør og sandet. Som to-årig plante vil den stå med en roset det første år, og derefter blomstre det andet år, for herefter at visne ned. Den afløses af de selvsåede planter, så den bevæger sig lidt rundt i bedet.

Haveklinte egner sig til grupper i staudebedet eller i potter.

Jeg er meget begejstret for haveklinte i haven, men jeg synes den er yndigst når der kun står to-tre planter sammen i en gruppe.