Blyrod (Ceratostigma plumbaginoides)

Blyrod er en 20-25 cm høj og 20-40 cm. bred halvbusk. Når bladene kommer frem om foråret er de kobberfarvede, om sommeren er de grønne og de slutter med smukke gyldne, violette farver om efteråret. Den har meget smukke koboltblå blomster fra august til oktober. 

Blyrod foretrækker en let, tør og veldrænet jord, gerne sandet og noget kalkholdig. Den trives bedst i sol, men kan også klare sig i let skygge. Den skulle være fuldt hårdfør, men alligevel tilrådes en let vinterdækning, hvis vinteren er hård.

Formering:

Formering sker lettest ved at dele planten om foråret; men de nye planter kan være lidt længe om at komme i gang. Det er ikke ualmindelig at de først kommer rigtig i vækst det følgende forår.

Man kan også stiklingeformere i forår og efterår. Stiklingerne må ikke overdækkes med plastic.