Dagliljer (Hemerocallis)
Jeg har tre forskellige slags dagliljer. Jeg kender ikke sorten, men de to af dem må være hybrider, for de blomstre betydeligt længere end én dag. De er vidt forskellige i størrelse, de to er gule den 3. orange, og de blomstrer på skift. Dagliljer trives de fleste steder, undtaget i meget sandet jord og i mørk skygge. De er nemme planter der stort set passer sig selv. Dagliljer er fuldt hårdføre. Dagliljer er iøvrigt ret salttolerante, hvilket gør dem velegnede i kystnære beplantninger.
Jeg er glad for mine liljer, men selv om de ikke er så fordringsfulde, kan de godt lide af vandmangel og blive ret grimme efter blomstring. De skal helst deles hvert 3.-4. år for at blive ved med at blomstre. Så har man liljer, har man mange liljer!
Jeg skal have flyttet en del af mine liljer, da de forskellige slags står sammen. Det ser ikke pænt ud, når der mangler variation i bladformen.
Formering:
Daglilje formeres ved deling eller ved frø. Høst de modne frø, når de er sorte og glinsende, og så dem straks udendørs, så de får en vinters temperatursvingninger.