Dværggran (Picea Abies ”Little Gem”)

Dværggran "Little Gem" er et lavt, fladt nåletræ med tæt, udbredt vækst og friskgrønne nåle. Får små kogler. Meget langsomtvoksende og bliver kun ca. 25 cm. høj og 20-40 cm. bred. Trives bedst i sol/let halvskygge i en almindelig havejord. Fuldt hårdfør.

Formering:

Gran frøformeres. Frøene såes om efteråret i trækasser der dækkes med fintmasket tråd, så mus og andre gnavere ikke tager frøene. Stil kassen udenfor i skygge. Træerne gror langsomt så de kan sagtens stå i den samme kasse de første to år, hvis de ikke er sået for tæt. Bare husk at gøde dem, så væksten ikke går helt i stå, der er ikke ret meget næring i såjord. Når de er blevet tilpas store til at håndtere skal de plantes ud. Man kan dyrke dem i potter et års tid hvis man er bange for at de forsvinder i ukrudt ude i haven. De pæneste træer får man dog ved at plante dem ud, enten på blivestedet eller bare i en række hvor de kan stå et år eller 2 indtil de er store nok til at blive sat på det endelige voksested.