Guldjordbær (Waldsteinia ternata)
Guldjordbær bliver ca. 15 cm. høj, blomstrer i april-maj med små gule blomster. Blomstringen er ikke så lang, men planten er værd at have som bunddækkeplante på grund af de smukke blade, der er blanke og lodne og ligner bladene på jordbær. Den er stedsegrøn. Den er kraftigvoksende, og breder sig både med rodskud og udløber. Trives bedst i humusrig jord, men også i almindelig havejord. hvorimod den udvikles mindre godt på tør sandjord. Den skal helst vokse i halvskygge/skygge. I fuld sol og på tør jord får bladene brune, afsvedne kantblade. Det er en nøjsom og nem plante.
Den er fuld hårdfør, men i barfrost kan bladene svides. De nyudviklede blade om foråret vil dog hurtigt camouflere vinterens ødelæggelser.
Guldjordbær er en rigtig god bunddækkeplante mellem lavere buske, under rododendron og andre steder i havens »skovbund«. Man skal dog være opmærksom på, at den ikke tåler meget færdsel.
Formering:
Guldjordbær formeres ved deling. Store klumper af ældre planter kan deles i mange småplanter, som i løbet af sommeren hurtigt dækker et større areal.
Jeg har købt en snes stykker, der havde stået længe på planteskolen og derfor havde lange udløbere. Jeg forventer derfor, at de hurtigt vil dække et stort areal bag bedene mod vest, hvor jeg skal have etableret et godt bunddække.