Kamæleonblad (Houttuynia cordata ”Chameleon”)

Kamæleonblad "Chameleon" bliver 20-40 cm. høj og 20-40 cm. bred. Planten har røde stængler og rød-hvid-grøn og guldbrogede blade. Blomsterne er hvide med gul midte.  Den blomstrer fra juni til september. Den trives i sol/halvskygge i en fugtig jord. Jo mere fugtigt, jo mere sol kan den tåle. På tør jord i sol visner bladene nemt om sommeren. Den kommer dog fra bunden igen, hvis den skæres ned og vandes. Velegnet til snit. Kamæleonblad er fuldt hårdfør. Den kommer sent frem om foråret.

Den er velegnet i staudebedet, som bunddække, i krukker, som hængeplante og i et sumpbed. Faktisk kan den fungere som vandplante hvor den kan plantes ned til 10 cm. vand.

Formering:

Kamæleonblad breder sig ved underjordiske udløbere, på fugtig jord temmelig kraftigt. Den formeres let ved deling, rodudløbere og stiklinger. Jeg flyttede min plante allerede et halvt år efter jeg havde fået den. Den er fuldt tilfreds med flytningen - og er i år vokset rigtig meget. Der hvor den stod, er der skudt flere nye stængler op, så den formerer sig også lystigt ved rodskud!