Bregner i haven

2016-10-03

Jeg har hentet bregner i skoven i dag. Mon det er helt OK? Nå, hvis man må plukke svampe, må man vel også tage lidt andet af underbunden. Jeg ryddede i hvert fald ikke et helt område, så de skal nok sprede sig fint igen.

Jeg har haft bregner i min have i mange år. Eller i hvert fald siden begyndelse af dette årtusinde. Dem hentede jeg også i skoven. De står midt i et firkantet bed, hvor der er blomstrende buske yderst i bedet hele vejen rundt. Buskene er nu alt for store, og det er min plan at de med tiden skal skiftes til mindre buske. Jeg læste et sted, at det ikke er meningen at man skal gå og klippe sine buske ned, fordi de ikke kan være der - man skal i stedet vælge buske i den større man har brug for. Det lyder i og for sig rigtigt.

De bregner jeg hentede i dag har jeg plantet i baghaven mod vest under store ahorn og tjørn. Området har altid været groet til i ukrudt - ikke engang i min tidligere haveperiode hørte området ordentligt ind under haven. Det gør det nu. Der har dog været anemoner der en del år, og de har bredt sig rigtig flittigt. Jeg tænkte at bregner der, ville være en god kombination med anemonerne - når anemonerne visner væk, varer det ikke længe før bregnerne skyder.

Jeg har også købt et par bregner - Mosbregne og Englesød. De står også begge et skyggefuldt sted, men lidt mere fremme i haven.