Lampepudsergræs (Pennisetum alopecuroides ”Herbstzauber” og "Little Bunny")

Lampepudsergræs "Herbstzauber" er er en bred tuegræs med en bred kræmmerhusformet vækst. Den bliver ca. 50 cm. høj.

Lampepudsergræs (Pennisetum Alpecuroides "Little Bunny") er lavere og bliver ca. 30 cm. høj. 

Bladene er mørkegrønne, men fra oktober begynder den at få flotte efterårsfarver. I august-september begynder blomstringen, som er mange små blomster samlet i tætte cylindriske aks. Aksene er fint silkehårede, og de fine hår bliver helt sølvagtige i løbet af efteråret. 

Lampepudsergræs trives bedst i fuld sol. Jorden skal være fugtighedsbevarende, men godt drænet, da den ikke tåler vintervåd jord. Den er tørke tolerant når først den er etableret. Står den rigtigt kræver den ingen speciel pleje.

Gamle blade skal skæres til jorden i marts.  Det er en god ide at fjerne blomsteraksene efter blomstring for at forhindre selvsåede frøplanter, som normalt er højere og ofte vokser op midt i moderplanten. 

Lampepudsergræs er smuk både som solitær prydgræs og sammen med forskellige stauder og småbuske. Den  er også god som krukkeplante.

Mine Lampepudsergræs er placeret i staudebede.

Formering:

Lampepudsergræs kan deles når først den er godt etableret. Dette sker bedst i foråret.

Den er også let at frøformere.